Luftledninger er en almindelig metode, der anvendes til transmission og distribution af elektrisk energi. Dette system transporterer elektricitet via ledere (ledninger) understøttet af strukturer som pæle eller tårne. Både lederne og de bærende strukturer er lavet af metal; lederne er typisk sammensat af aluminium eller kobber, mens pælene eller tårnene er konstrueret af materialer som armeret beton eller stål.
Selvom både luftledninger og "nøgne ledere" (uisolerede ledninger) involverer transmission af elektricitet gennem ophængte ledninger, er de ikke de samme. En bar leder refererer specifikt til en ledning, der mangler et eksternt isolerende lag; sådanne ledere bruges ofte i jordniveau eller underjordiske krafttransmissionsapplikationer.
I modsætning hertil tilbyder luftledninger overlegen sikkerhed og pålidelighed. Ved at bruge pæle eller tårne til at hæve lederne, sikrer systemet, at ledningerne ikke kommer i kontakt med jorden eller andre genstande, og derved forhindres farer som kortslutninger. Ydermere er luftledninger meget tilpasningsdygtige - ved at justere antallet af ledere og placeringen af de understøttende strukturer, kan systemet konfigureres til at opfylde specifikke krav til forskellige spændingsniveauer og transmissionsafstande.